Bosworth Toller's

Anglo-Saxon

Dictionary online

wildan

  • verb [ weak ]
Dictionary links
Grammar
wildan, p. de.
to tame, subdue
Show examples
  • Wylde domuit, i.

    vicit, mitigavit

    ,
      Wrt. Voc. ii. 141, 74.
,
to make submissive, have dominion over, rule, control
Show examples
  • Hit is swytol, ðæt man to hwón wylde (wilde, gewilde,

    v. ll.

    ) and woruldlíce stýrde ðám ðe oftost for Gode syn-godon and scendan ðás þeóde,
      Wulfst. 168, 2.
  • Wille ic ðæt . . . ic and míne þegnas wyldan úre preóstas tó ðan ðe úre sáula hyrdas ús tǽcaþ ðæt syndon úre bisceopas,

      L. Edg. S. l; Th. i. 272, 17.
  • Se ðe ðone mǽran noman abbodes underféhð, hé sceal mid twyfealdre láre ðawyldan and týn, ðe him underþeódde synt

    qui suscipit nomen abbatis duplici debet doctrina suis preesse discipulis

    ,
      R. Ben. II, 12.
  • Gyf mín hí ne beóþ wyldde

    si mei non fuerint dominati

    .
      Ps. Spl. 18, 14.
to take into one's power, to seize
Show examples
  • Ne dýde man on Sunnandæges freólse ǽnigne forwyrhtne man . . . ac wylde (wylde man hine,

    v. l. ; the old Latin version has

    capiatur) and healde, ðæt se freólsdæg ágán sý,
      L. C. S. 45 ; Th. i. 402, 12: L. E. G. 9; Th. i. 172, 14.
Similar entries
v. ge-wildan (-wyldan), wilding.
Full form

Word-wheel

  • wildan, v.